Danmarks største lokale og regionale mediehus gør status over journalistikken i 2021.
Publiceret 27. april 2022
Når man hører ord gentaget i én uendelighed, kan de miste deres mening. Når en politiker siger ”samfundssind” eller ”ansvarlig økonomisk politik”, eller når en superligatræner siger ”holdindsats” eller ”alle kampe er svære”. Hvad betyder de så egentlig?
Også i Jysk Fynske Medier har vi vores faste udtryk. Vi siger hele tiden ”demokrati og sammenhængskraft”. Det står nemlig i vores mission, som forklarer, hvorfor vores virksomhed eksisterer: ”Vi støtter demokrati og sammenhængskraft i hele Danmark med rod i det lokale”, står der, og der går ikke en dag, uden at vi bruger udtrykket både over for hinanden og over for omverdenen. Også dét udtryk skal jævnligt forklares og gøres konkret for ikke at miste sin mening.
Det er faktisk ikke så svært. Et samfund uden frie og kritiske medier er ikke et demokrati. Punktum. Diktaturer i hele verden bekæmper irriterende medier. Rusland. Nordkorea. Saudi-Arabien. Alle lukker de medier eller dræber endda journalisterne, fordi de ved, at deres befolkninger vil rejse sig i protest, hvis de finder ud af, hvilken frihed og hvilke rettigheder til at have indflydelse på deres eget liv diktaturet berøver dem. Derfor er den frie journalistik selve demokratiets livsnerve. Og også sammenhængskraftens. En grundig viden om det samfund, de lever i, giver mennesker et fælles tilhørsforhold og et fællesskab, som fortæller dem, hvor de hører til.
Derfor bruger Jysk Fynske Medier alle sine ressourcer på at levere meningsfuld og god journalistik, og vi gør det med udgangspunkt i alle de lokalsamfund, vi dækker med vores 14 lokale dagblade og med vores nationale medie, Avisen Danmark, hvis særkende er, at den bedre end noget andet medie kan finde de væsentligste nyheder, tendenser og udviklinger, som udspringer af det lokale, men er relevante for alle danskere. Vi gør det med alle de mange nyhedssites, som hører til vores lokale mediehuse.Vi gør det også i vores 63 ugeaviser, i vores kommercielle radiostationer og i hele Danmarks taleradio, Radio4, som vi ejer størstedelen af. Og i 2021 gør vi det også i 24 nye, hyperlokale digitale medier, som vi hen over sommeren investerede 28 millioner kroner i for at give borgerne stærk lokaljournalistik i bydele og områder primært i og omkring Aarhus og København.
I hele den lange række af medier fra øst til vest og nord til syd i Danmark arbejder 450 journalister og redaktører hver dag for at give borgerne meningsfuld lokaljournalistik. Vi kigger lokale politikere, virksomheder og organisationer i kortene for at undersøge, om de forvalter deres magt og indflydelse til fælles bedste. Vi fortæller de kritiske historier, men også de positive, som giver borgerne stolthed over at høre til. Vi formidler debat, og når der er lokale valg, som der var i 2021, spiller vi en afgørende rolle med journalistik om valgets vigtige emner, men også som arrangører af bogstaveligt talt hundredvis af debatter og vælgermøder.
Det er, hvad demokrati og sammenhængskraft betyder for os og ikke mindst for de danskere, vi leverer det til. Det får flere og flere heldigvis øjnene op for. Vi har cirka 130.000 fuldt betalende abonnenter, og tallet steg markant i 2021. Det er vores plan, at det skal fortsætte. Vi har et mål om 200.000 abonnenter i 2025.
Det har vi, fordi demokrati og sammenhængskraft er altafgørende. Vores ambition er at udleve begge dele hver eneste dag på en måde, så det ikke bare bliver ord, men konkret og vedkommende journalistik for danskerne.
Jysk Fynske Medier lavede i 2021 et overskud på 5,5 mio. kr. Det får ikke administrerende direktør Jesper Rosener til at bryde ud i ekstatisk jubel. Det er han bare almindeligt tilfreds med. Hvad der derimod kan få ham til at tale længe og begejstret, er den kendsgerning, at Danmarks næststørste private medievirksomhed igen investerede massivt i fremtiden.
"Det gør vi hvert eneste år, og vi gør det over driften– det vil sige ud af de penge, vi tjener det enkelte år. I 2021 satte vi projekter i gang for mere end 50 millioner kroner, og det bliver i samme størrelsesorden i år. Det er helt afgørende for vores fremtid, og det viser, at vi er en økonomisk sund virksomhed, der står godt rustet til den intensive kamp om mediebrugeres og annoncørers opmærksomhed i fremtiden, siger Jesper Rosener.
Se hvor mange brugere, vi er i kontakt med, hvordan læserne fordeler sig på vores dagblade, hvor mange der lytter til os på radio og mange andre spændende tal og fakta.
Læs herSe hvilke projekter, der i 2021 fik intern hæder for at være "månedens bedste" digitale journalistik i Jysk Fynske Medier.
Hver eneste dag tager Jysk Fynske Mediers fotografer og journalister i hundredvis af billeder som et element i den daglige journalistiske dækning.
Læs herPrototype directly in Webflow with the vast library of Legowerk's modular components