
Hver måned hylder vi i JFM den journalistik, vi er allermest stolte af at udgive på vores nyhedssites.
Fejringerne er ikke en selvfejring, men et bevidst redaktionelt greb. De skal fastholde fokus på journalistik med så høj værdi for læserne, at vi kan indfri vores ambitiøse mål for digital vækst – og også i fremtiden være en stærk leverandør af lokal og regional journalistik i topklasse.
Vinderne findes i Livecentret i Horsens på baggrund af data fra de cirka 300 artikler, der hver dag udgives på JFMs nyhedssites. Vi ser på, hvor mange der læser historierne, hvor længe de bliver hængende – og ikke mindst om journalistikken er så relevant og værdifuld, at den får læsere med sporbare salg til at tegne et digitalt abonnement for at kunne læse videre.
Det konsekvente fokus på kvalitet og relevans har haft effekt. For fjerde år i træk har JFM nået målet om 40 procent flere digitale abonnenter. Det er en præstation, der – sammen med vores mission om hver dag at arbejde for demokrati og sammenhængskraft – giver grund til både stolthed og fejring.
I 2025 afspejler de 12 månedsvindere hele bredden i den journalistik, JFMs redaktioner leverer. Her er undersøgende og kritisk journalistik, der har gjort en konkret forskel lokalt. Store livedækninger af akutte hændelser med direkte betydning for mange menneskers hverdag. Samlende begivenheder som Royal Run – og den hidtil mest vellykkede digitale dækning af et kommunalvalg i Danmark.
Fælles for vinderne er, at de lever op til JFMs værdier om grundighed og ordentlighed – og at vi tydeligt kan se i data, at det netop her lykkes os at skabe særlig stor værdi for vores brugere. For læserne har historierne betydet bedre overblik, vigtig viden i afgørende øjeblikke – og journalistik, de har haft tillid til, når det virkelig gjaldt.
Fyens Stiftstidende var øverst på skamlen i årets første måned:
Fredag 24. januar om eftermiddagen skete der en alvorlig arbejdsulykke i Odense. Det blev starten på en stærk breaking-dækning over flere dage, som læserne på fyens.dk har kvitteret for med imponerende læsertal.
Astrid Bigum Kristensen fra 112-redaktionen var lynhurtig med nyheden, mens Martin Kloster, Daniel Kofoed, Jesper Beenfeldt Nielsen, Daniel Schmidt og Ane Johansen fra Odense-redaktionen sikrede, at brugerne inden for den første time fik kontekst om byggeprocessen og beretninger fra beboere i området.
Hurtigt efter fulgte en lynhurtig reaktion fra direktøren i de tilskadekomnes firma og en følelsesladet reaktion fra byggekongen. Da det blev klart, at ulykken havde kostet liv, havde vi allerede artiklen klar til publicering, og i alt blev det til ni artikler på førstedagen. Hændelsen indtraf lige op til en weekend, hvor særligt Kurt Rasmussen og Laura Grasson sørgede for, at læserne hverken manglede indsigt, reaktioner eller overblik. Da Arbejdstilsynet kom med sin vurdering, havde Jonas Ancher Nyeng naturligvis nyheden lang tid før nogen andre.
Det blev i alt til 25 artikler om sagen fordelt på Fyens Stiftstidende og 112-redaktionen og flere videoer fra videohubben. Den samlede dækning med flere konverterende plus-vinkler er et fantastisk eksempel på, hvordan store uforudsete hændelser skal dækkes både hurtigt, grundigt og ordentligt.
Månedens bedste digitale journalistik i februar blev lavet på Vejle Amts Folkeblad.
I skarp konkurrence med landets øvrige sportsredaktioner var vafo.dk ikke alene først med nyheden om, at Vejle Boldklub kom på lokale hænder. Vi ejede også historien i de kommende timer og dage.
Anders Møllenberg fortalte nyheden en time før den officielle melding og fortsatte i høj fart aftenen ud med nye stærke vinkler. Blandt andet nyheden om en ny sportsdirektør og en gennemstilling til videohubben, da klubben bekræftede salget.
Historien blev fulgt fornemt til dørs de følgende dage af blandt andre Anders Kynde med den dybdegående 11 mænd har købt Vejle Boldklub: Det ved vi om de nye, velhavende ejere og af chefredaktør Peter Hagmund, der på lederplads konstaterede, at ”Det er den skønneste dag i årevis”. Flot arbejde i Vejle – og mindst ti sporbare salg.
Med vedholdende og undersøgende journalistik har Fyns Amts Avis afsløret, at der stadig er massive problemer i Langelands Kommunes familieafdeling.
I marts kom avisens Kasper Baatrup i besiddelse af dokumenter og lydfiler, der afslørede, at kommunen fortsat begår lovbrud, selv om man lovede at stoppe med det, da ulovlighederne kom frem i 2022. En aktindsigt viste, at 90 af de 290 sager om udsatte børn, som man er blevet pålagt at gennemgå, slet ikke er registreret.
Avisens dækning fik borgmesteren til at varsle konsekvenser for afdelingen, og ombudsmanden indledte en undersøgelse. Det varede ikke længe, før socialchefen sygemeldte sig, inden han ultimativt endte med at blive fyret – og Fyns Amts Avis var først med begge historier.
Også David Bernicken og Catrine Madelaire bidrog med vigtige historier om sagen, som resulterede i 36 artikler i marts – omfattende afsløringer, nyheder, interviews, reaktioner, analyser og cases. Mindst ni sporbare salg kan tælles på dækningen, som fik mærkbare lokale konsekvenser med en chef-fyring, ministerindblanding og en borgmester, som desperat åbnede for at afhænde børnesagerne til Svendborg, inden han hurtigt trak i land igen.
Fyns Amts Avis har lovet ikke at stoppe med at kigge Langelands familieafdeling kritisk efter i sømmene. Tak for det. Sagen er et mønstereksempel på, hvordan vi med kritisk journalistik løser vores allervigtigste opgave som lokale medier: at bringe sager, som nogle helst vil holde skjult, frem i lyset.
Efter en måned med masser af gode historier endte vi med at sende prisen, kagerne og æren til Århus Stiftstidende på Banegårdspladsen i Aarhus:
Eskil Lyngsøe, Oliver Agretoft Sørensen og Jens Christian Thaysen fra Århus Stiftstidende rykkede hurtigt, da et gulv i en historisk bygning pludselig styrtede sammen under en renovering, mens der var mennesker i bygningen. Politiet fik meldingen klokken 8.49. Kun en halv time senere stod de første linjer på stiften.dk.
Med hjælp fra video, digitale kort, liveblogs og gode kilder blev episoden og konsekvenserne dækket helt tæt i flere dage af hele redaktionen. Det er et rigtig godt eksempel på en stærk puls-dækning med brug af mange digitale værktøjer og læserne bed på.
To af artiklerne var blandt månedens mest læste på tværs af hele JFM. Ja, Stiftens liveblog var faktisk helt i top.
Maj bød på højdepunkter i mange genrer – kritisk, konstruktiv, registrerende, følelsesladet, glad og sammenhængsskabende journalistik. Lige som det skal være. Og det mindste dagblad endte som det største, da Fredericia Dagblad lavede den bedste digitale journalistik i maj:
Da en 51-årig mand i maj mistede livet i en arbejdsulykke i Fredericia, sendte det lokale dagblad med det samme en journalist ud til stedet.
Det blev starten på en imponerende, vedholdende og kritisk dækning. Mikkel Støttrup Nielsen, Gustav Roesbjerg Mygind og Henrik Juel Skovrider stod for de første hurtige nyheder. Vilas Shresta Holst Jensen fik en reaktion fra den virksomhed, som var i gang med at flytte på adressen. Den dræbte var ikke fra virksomheden, men fra en samarbejdspartner, som viste sig at være et værested. Værestedet fik en påtale af Arbejdstilsynet – og så begyndte snebolden først at rulle.
Dagbladet afslørede, at værestedet kun to måneder tidligere havde fået alvorlig kritik og flere strakspåbud, og værestedets leder indrømmede, at de måske ikke skulle have lavet opgaven. Senere viste det sig, at de implicerede ikke havde den lovpligtige forsikring, og kommunen indrømmede at have negligeret advarsler om det. Peter Friis Autzen fik den omkomnes kæreste i tale, og han var også med ved bisættelsen. Nana Hanghøj afdækkede, at værestedet fik et strakspåbud, og formanden gik af midt i stormen – og imens var virksomheden gået i flyverskjul.
Helt igennem stærkt holdarbejde – og mindst ti dokumenterede konverteringer.
Hele tre redaktioner måtte i byen efter is til alle, for prisen for junis bedste digitale journalistik blev en deler mellem Horsens Folkeblad, Viborg Stifts Folkeblad og JydskeVestkysten Esbjerg/Ribe-redaktion.
Da Royal Run ramte Horsens, Viborg og Ribe, leverede de tre lokale redaktioner nemlig en forbilledlig dækning med nærvær, variation og overblik, som gjorde det tydeligt, at vi ikke kun skal bide og være kritiske, men i høj grad også udfylder vores rolle, når vi skaber stolthed og sammenhængskraft i lokalområdet.
Det hele var båret af levende formidling, flotte fotos og relevant video med blik for både de store linjer og de små, personlige fortællinger, der gav arrangementet nerve og menneskelig tyngde.
Der blev fulgt op før, under og efter løbet med alt fra praktisk information til personlige oplevelser, der var med til at cementere Royal Run som et stort, fælles og lokalt højdepunkt.
Læserne stod i kø, og dækningen resulterede i mindst 28 nye abonnenter på tværs af JydskeVestkysten, Viborg Stifts Folkeblad og Horsens Folkeblad.
JydskeVestkystens Aabenraa-redaktion lavede den bedste digitale journalistik i juli:
Da 24-årige Nicklas Schlaikjer Hansen blev dræbt en lørdag aften, da hans varebil blev ramt af toget ved en jernbaneoverskæring uden bomme, var 112-redaktionen i første omgang hurtig til at tage sig af sagen, indtil Aabenraa-redaktionen mødte ind.
Herfra tog Katrine Lassen Jørgensen, Henrik Dürr og Lasse Schjødte Lorentzen sig fornemt af det videre forløb, da de fik den dræbtes familie i tale og borede sig ned i sagen om de forsvundne advarselsklokker, som potentielt var årsag til ulykken.
Redaktionen i Aabenraa bevarede fingeren på pulsen med reaktioner fra lokalområdet og løbende kontakt til familien, og sagen blev rundet fornemt af med en helt ny udvikling ved selve mindehøjtideligheden, hvor avisen var til stede, og en rørende nekrolog.
Dækningen indbragte mindst 19 nye abonnenter - som bevis på at det næsten altid betaler sig at holde fast i de største historier. Som samme redaktion i øvrigt har gjort her i august med endnu en dødelig ulykke bare tre km henne ad skinnerne på samme strækning.
Augusts bedste digitale journalistik blev leveret af JydskeVestkysten i et stærkt samarbejde med Livecentret om dækningen af togulykken ved Bjerndrup, hvor en 60-årig kvinde mistede livet.
Da nyheden om et afsporet tog ramte en sen fredag eftermiddag, rykkede Aabenraa-redaktionen lynhurtigt ud til stedet og leverede vigtige informationer, øjenvidneberetninger, billeder og video til livebloggen.
Sønderborg-redaktionen tog fat på en lokal skoleklasse, der var med toget. Og Esbjerg-redaktionen rykkede ud til pressemøder hos politiet i Esbjerg. På et kritisk tidspunkt – på kanten af en weekend - var denne dækning et skoleeksempel på godt samarbejde og stærk puls - og at træde til, når det gælder.
Livebloggen samlede det hele og blev citeret i mange andre medier. Den var tæt på at ramme 2000 samtidige læsere, hvilket er helt uhørt mange, og den endte som månedens klart mest læste artikel i hele JFM.
Zarah Leth Grothe og Nicklas Ansbjerg Nielsen fra Vejle Amts Folkeblad lavede den bedste digitale journalistik i september.
Gennem måneder har Vejle Amts Folkeblad fulgt den opsigtsvækkende sag om en vejlensisk erhvervsmand, som endte med at blive dømt for forbrydelser mod 19 børn over en periode på ti år. Dækningen kulminerede i september med først retssag, videoanalyse og en liveblog, indtil dommeren forbød dette.
Men da erhvervsmanden fik sin dom den 11. september, og navnet blev offentliggjort, kunne avisen også folde den store historie ud – hvordan den smilende erhvervsmand gemte på en dyster hemmelighed, og at han også tidligere havde fået flere domme for at krænke mindreårige.
Undervejs var der faktisk risiko for, at sagen blev mørkelagt. Men selvom det er en grum sag, er det vigtigt at belyse, når sådanne ting finder sted. Og journalisterne i Vejle har leveret en flot dækning med respekt og ordentlighed, og det har givet mindst 23 nye abonnenter.
Horsens Folkeblads Victor Thorsgaard Lybecker leverede et forbilledligt eksempel på vigtig lokaljournalistik med sin dækning af krisen i dagtilbud Egebjerg.
Efter at have opsnappet oplysninger om alvorlig uro og utryghed, som ramte både børn og ansatte, fik avisen to ansatte i tale, som bidrog med et skræmmende indblik i tingenes tilstand. Det samme billede gav et forældrepar, hvis søn blev trukket ud af dagtilbuddet. De alvorlige beretninger akkompagneret af sønderlemmende kritik fra en ekspert fik politikerne til at reagere og viste værdien af avisens rolle som kritisk vagthund til gavn for også de alleryngste borgere.
Læserne fulgte intenst med hele vejen, og dækningen kastede i alt 17 sporbare konverteringer af sig.
November 2025 vil blive husket for en fremragende KV-indsats på samtlige redaktioner i JFM. Tallene taler deres tydelige sprog, og på samtlige titler var KV-dækningen månedens mest læste.
Inden valget var det kandidattesten, under valget de mange veludførte liveblogs, og efterfølgende var det skarpe analyser og overraskende konstitueringer, som læserne ikke kunne få nok af - og det er også her, vi finder vinderen af novembers bedste digitale journalistik:
Stort til lykke til hele Fyens Stiftstidende, som utrætteligt har givet fynboerne flotte og altid opdaterede liveblogs samt stærke videoer med fokus på drama, vindere og tabere. Selv da borgmesterkuppet i Middelfart pludselig blev interessant for alle landsdækkende medier, var fyens.dk bedst og hurtigst.
Den samlede fynske liveblog er med afstand den mest læste artikel i JFM i november - nummer to er KV-livebloggen fra Odense. Fem ud af de seks mest sete videoer fra KV25 er lavet af fynske journalister, flest om dramaet i Middelfart, og den klart mest sete video har fået 16.159 visninger(!) mens de øvrige fire ligger mellem 5577 og 6775 visninger.
Den sidste flotte prik over i’et kom en uge efter valget i form af det store interview med partihopperen Ulla Sørensen, der forklarer, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde.
Årets sidste måned bød på flere gode undersøgende serier i JFM.
I en tæt finale var det Katrine Lassen Jørgensen fra JydskeVestkystens Aabenraa-redaktion, der leverede december måneds bedste digitale journalistik med en stærk dækning af forholdene på Aabenraa Krisecenter, hvor alvorlige arbejdsmiljøbeskrivelser fra medarbejdere og fagforeninger blev holdt op imod tilsynsrapporter, tavshed og uklare ansvarsforhold.
Ansatte stod frem med navn og konkrete oplevelser og satte ord på frygt, isolation og en uforudsigelig ledelse, som gav konsekvenser i form af sygemeldinger, opsigelser og risikoen for, at sårbare kvinder og børn mærkede uroen.
Kronen på værket var en samling af henvendelser fra andre arbejdspladser i andre kommuner, der vidnede om lignende dårlige oplevelser med den samme leder. Tilbage står lokaljournalistik, som leverede to af de allervigtigste ting: Nemlig kritisk behandling af de ansvarlige og fokus på svigt af de sårbare. Dækningen har i alt givet mindst 11 nye abonnenter.