JFM Play er i 2024 vokset markant. Med rettigheder til blandt andet fodbold og håndbold er der hver eneste uge behov for at kommentere op mod 20 kampe direkte til vores seere.
Det startede som en sjov udfordring:
Kan vi finde og etablere vores eget hold af dygtige kommentatorer, så vi kan tilbyde brugerne på JFM Play kompetent kommentering af deres lokale sportshold? Budgettet er stramt, og ambitionerne er store.
Det var ikke verdens nemmeste opgave. Kommentatorer hænger ikke på træerne, og vi skulle bruge folk med kvalitet og mod til at opbygge noget helt nyt, og de skal samtidig tænde på direkte sport og trives med et job på fem til ti timer om ugen.
Løsningen fandt vi på journalisthøjskolen i Aarhus, DJMX - eller rettere: På journalisthøjskolens eget fodboldhold, hvor nogle af landets dygtige og kommende journalister mødes omkring de to ting, der er deres fælles passion, sport og journalistik.
- Det er en drengedrøm at kommentere fodbold. Jeg får penge for at sidde og se en kamp, så det kan ikke blive meget bedre, siger 25-årige Gustav Petz, der har været fast kommentator på JFM Play i et år.
Ved indgangen til 2024 havde vi tre studerende fra kredsen omkring fodboldholdet ansat som kommentatorer. For at understrege koblingen mellem sport og uddannelse kaldte vi helt fra begyndelsen projektet for ”Kommentatorskolen”.
Vi tilbyder et godt og relevant studiejob, og frem for alt sikrer vi de studerende træning på højt niveau i at kommentere direkte sport, så de kan sige til deres kommende praktiksteder og arbejdsgivere, at de allerede har solid erfaring med en af fagets sværeste og vigtigste discipliner
- Det giver mig rigtig meget at have et studierelevant studiejob. Vi kommer ind under huden på det at producere, fortæller Gustav Petz.
Måned for måned i 2024 er antallet af kommentatorer vokset i takt med udbredelsen af JFM Play.
Ved årsskiftet havde JFM Play 13 kommentatorer tilknyttet, og vi planlægger i første omgang at kunne kommentere op imod 500 kampe i løbet af 2025 med de aktuelle rettigheder til blandt andet 2. og 3. divisions fodbold og 1. divisions håndbold – men ambitionen vil stige i takt med, at vi sikrer os endnu flere rettigheder.
- Det er udfordrende på den fede måde. Hvis ikke jeg er forberedt nok, så bider det mig selv i halen, og det giver lidt ekstra kant, fortæller Gustav Petz:
Langt de fleste kampe filmes med automatiske kameraer, som er sat op omkring banerne i de relevante klubber. De levende billeder sendes hjem til Livecenter og Videohubben i Horsens, hvor kommentatorerne er klar til at tage seerne ved hånden og kommentere kampene direkte ud til abonnenterne på JFM Play.
- Vigtigst af alt er det sjovt, siger Gustav Petz.
Mød ham i videoen her: