Sporten styrker sammenhængskraften og fremmer demokratiet, ved at give de lokale helte en scene at udfolde sig på. Derfor har JFM og Divisionsforeningen arbejdet tæt sammen om at bringe fodboldkampe fra 2. og 3. division ind i hjertet af vores lokale og regionale nyhedsdækning med en treårig aftale, der sikrer at JFM eksklusivt viser alle kampe fra de to divisioner.
Og nu under navnet JFM Play, der er et tilbud til alle abonnenter på vores 14 regionale og lokale nyhedssider samt Avisen Danmark og på jfmplay.dk.
Vores journalistiske dækning af den lokale sport er helt essentiel på vores nyhedssider og dagblade, men at vi også live kan vise Esbjergs bestræbelser på at rykke op igen, en traditionsklub som Aarhus Fremad i aktion samt vise de bedste fodboldhold fra store byer som Holstebro og Svendborg, er et stort plus i vores sportsdækning.
Aftalen med Divisionsforeningen skal både styrke dækningen af lokal fodbold, men også forbedre produktionen og kvaliteten af kampene.
Med introduktionen af automatiseret produktion, udstyret med AI-kameraer af høj kvalitet på alle stadioner, løfter vi oplevelsen til nye højder. Vores ambition er, at alle kampe - ikke kun fra 2. division, men også på sigt 3. division - vil blive kommenteret, for at give vores publikum den fulde fodboldoplevelse.
Det er en investering i fremtiden for lokalfodbolden og en forpligtelse til at bringe de lokale samfund tættere sammen gennem sport.
Divisionsfodbolden er et vigtigt skridt på den rejse, samtidig med at vi viser alle kampe fra Basketligaen samt boksning, speedway, ishockey, padel, volleyball og senest også pokalfodbold med de bedste spanske fodboldhold.
Oveni afsøger vi hele tiden nye muligheder for at bringe dramaerne fra flere sportsgrene ind på JFM Play.